Første gang smaragden omtales i Europæisk kulturhistorie er under bystaten Venedigs glansperiode i 1200 tallet. Efter sigende udgjorde smagrader en stor del af de ædelstene, som Marco Polo brødrene hjembragte fra deres 12 år lange rejse til Mongoliet og Kina i året 1279. Dermed var det brødrene, som for alvor introducerede europæerne for den grønne ædelsten. I de følgende århundreder var der en livlig handel via de handelsruter som Poloerne var med til at åbne, men på trods af det, var smagraden stadig meget sjældne, fordi der kom forholdsvis få til EuropaSmaragden, den grønne ild blandt ædelsten, fik en grådighed frem i de spanske erobrere. Man indledte blodige togter til Sydamerika, hvor målet for spanierne var at finde smaragdminerne  og alle midler blev taget i brug. Pissarro, den spanske leder, beordrede lederne i Inka-riget tortureret, indtil de afslørede lokaliteten. Efter lang tids søgen fandt spanierne endelig i år 1557 den Muzo-mine i Colombia.

 Små fine smaragder har ingen for øjet synlige indeslut- ninger, men som størrelsen tiltager, vil smaragderne næsten altid have indeslutninger. Smaragder af top kvalitet på over 1 carat er uhyre sjældne og sælges for store summer, somme tider til over 100.000 DKK pr carat. Langt de fleste smaragder har synlige indeslutninger, kun en forsvindende lille procentdel er helt klare. Hvis smaragden har en fin ren grøn farve og en pæn glansfuld slibning, er den af god kvalitet, også selvom den har nogle synlige indeslutninger. Det kan være en fordel, at smaragden har enkelte, små indeslutninger - de bekræfter nemlig ægtheden og kan ofte afsløre smaragdens oprindelsessted.Smaragder i topkvalitet fra Colombia er som regel de dyreste pga. deres flotte intense grønne farve. Man kan dog ikke sige, at smaragder fra et bestemt sted i verden er de bedste. I Colombia ligesom alle andre 'smaragdsteder' findes både god og dårlig kvalitet. Af udgravningerne i en god smaragdmine kan kun ca. 1% af ædelstenene anvendes til smykker.
I Brasilien udgraves store mængder smaragder, der varierer i farven fra lys grøn/gul til en fin medium/mørk grøn. Også i Zambia udgraves fine smaragder, men sammenlignet med smaragderne fra Sydamerika er de generelt mere blå i farven. Mindre mængder i topkvalitet udgraves stadig i Pakistan og Zimbabwe. Tidligere udgravede man også smaragder i Egypten, Østrig, Sverige og Norge. Ældre svenske og norske smykker kan være indfattet med skandinaviske smaragder.

De fleste større smaragder slibes til en form, der meget passende kaldes smaragd- eller oktagonform. Slibningen, der er kvadratisk eller rektangulær, fremhæver den grønne farve. Smaragder fås i alle slibeformer: dråbe, rund, oval osv., men oktagonformen er afgjort den mest fremherskende. Smaragdens slibning bedømmes ved at betragte stenen 'oppefra'. Har stenen en fin klarhed og flot glans, gør det ikke så meget, at slibningen er asymmetrisk. Det er vigtigt, slibningen ikke er for dyb, hvis smaragden eksempelvis skal indfattes i en ring - og bliver slibningen for tynd, ses et 'hul' i midten af stenen, et øje næsten uden glans